Sådan vurderer du en kilde, før den kommer ind i din historie

En førstehåndskilde har selv været til stede, selv lavet målingen eller selv skrevet dokumentet. En andenhåndskilde fortæller, hvad andre har sagt eller skrevet. Begge kan være nyttige, men de skal ikke behandles ens. Hvis en artikel citerer en rapport, så find rapporten. Hvis en person fortæller, hvad en politiker sagde på et møde, så prøv at finde referatet eller en, der var der. Hver gang du går et led tættere på den oprindelige kilde, falder risikoen for, at noget er blevet forvrænget undervejs.

I praksis betyder det, at du sjældent skal stoppe ved den første hjemmeside, der svarer på dit spørgsmål. Brug den som en vejviser: Hvor henviser den til? Hvilke tal bygger den på? Følg sporet baglæns, til du når det sted, hvor oplysningen blev til. Nogle gange ender sporet blindt, og så er det en vigtig oplysning i sig selv. En påstand, ingen kan føre tilbage til en kilde, bør du enten undlade eller omtale med tydeligt forbehold.

Krydstjek betyder ikke, at du læser to artikler, der siger det samme. Hvis begge bygger på den samme pressemeddelelse, har du kun én kilde, bare i to udgaver. Uafhængighed betyder, at kilderne har haft hver deres adgang til sagen: en dokumentkilde og en person, to personer med forskellige roller, eller et tal fra en myndighed sammenholdt med en brancheorganisations opgørelse. Spørg altid, om kilderne kunne have fundet på det sammen, eller om de er hinandens ophav.

Når kilderne er uenige, er det ikke et problem, du skal skjule, men en oplysning du skal bruge. Skriv, hvem der siger hvad, og lad læseren se uenigheden. Hvis det gælder et centralt punkt i historien, så gå tilbage til kilderne og stil et opklarende spørgsmål. Ofte skyldes forskellen, at to personer bruger samme ord om to forskellige ting, eller at tallene dækker forskellige perioder. Den slags opdager du kun, hvis du bliver ved med at spørge, indtil forskellen kan forklares.

Tal ser præcise ud, og netop derfor tager man dem for gode varer. Spørg, hvem der har målt, hvornår, på hvilken gruppe og med hvilken definition. Et tal om gennemsnitlig ventetid kan betyde noget helt andet, afhængigt af om det er median eller gennemsnit, og om de længste ventetider er talt med. Bed om metoden, hvis den ikke fremgår. En kilde, der gerne forklarer, hvordan et tal er fundet, er som regel mere troværdig end en, der bare gentager det.

Dokumenter skal du kigge på med samme nysgerrighed. Hvem har skrevet det, hvornår, og er det den endelige version eller et udkast? Er det komplet, eller er der sider udeladt? Billeder kan ligge langt fra den begivenhed, de påstås at vise. Prøv at finde ud af, hvem der har taget dem, og hvornår. Du behøver ikke særlige værktøjer for at stille de spørgsmål. Det kræver blot, at du husker at stille dem, før du lader noget gå videre i din tekst.

Det hjælper at have en fast rækkefølge, du følger hver gang, så du ikke springer det kedelige over, når tiden er knap. En enkel model: formulér først, hvad du vil have bekræftet. Find derefter de nærmeste kilder. Notér, hvad hver kilde faktisk har sagt eller vist. Krydstjek de vigtigste punkter. Og markér til sidst, hvad der er sikkert, hvad der er sandsynligt, og hvad du ikke har kunnet få bekræftet. Den sidste opdeling gør dig ærlig over for dig selv, og den gør redigeringen af teksten langt nemmere.

I efterårets travle uger, hvor mange skal levere tekster til nyhedsbreve, rapporter og årsberetninger, er fristelsen stor til at tage den første kilde, der lyder rigtig. Netop da betaler rutinen sig. På kurset arbejder du med små, afgrænsede øvelser, hvor du får lov til at begå fejlene uden konsekvenser, og hvor du får tilbagemelding på både din metode og dine noter. Det er sådan, rutinen sætter sig, uden at du behøver tænke over den.