Optaget lyd eller håndskrevne noter: to måder at gennemføre et interview
Søren Fabricius sammenligner optager og notesblok i interviewøvelserne, vejer fordele og ulemper op mod hinanden og anbefaler en kombination, som passer til de fleste voksne begyndere.
To metoder, to temperamenter
Når deltagerne på Interviewteknik første gang skal sidde over for en medstuderende, spørger flere af dem om det samme: skal jeg optage, eller skal jeg skrive? Spørgsmålet lyder praktisk, men det handler i virkeligheden om, hvordan du lytter, og hvad du er bange for at miste undervejs.
I de her uger af efteråret har vi igen haft begge metoder i brug i øvelserne. Nogle deltagere kommer med en lille optager og en fast tro på, at lyden redder dem. Andre kommer med en blok og en kuglepen og mener, at man husker bedst, når man selv skriver.
Jeg vil gennemgå de to metoder ærligt og til sidst give en anbefaling. Den bygger ikke på en teori, men på det, jeg har set deltagerne gøre, når de skal citere præcist og kunne stå inde for hvert ord bagefter.
Optageren: fuld dækning, men ikke gratis
Lydoptagelsen har en åbenlys styrke: du har ordene, som de blev sagt. Når du senere skal citere, kan du høre tonefaldet, pauserne og de små forbehold, som ellers forsvinder. Det gør citater mere præcise og gør det lettere at dokumentere, hvis nogen siger, at de ikke har sagt det.
Til gengæld flytter optageren din opmærksomhed. Mange deltagere læner sig tilbage og tænker, at nu er det sikret, og så glemmer de at følge op på det, der faktisk bliver sagt. Resultatet er et interview, hvor du har alle svar, men kun de spørgsmål, du kom med.
Der er også arbejdet bagefter. En time lyd tager lang tid at gennemlytte, og uden gode markeringer ender du med at skulle starte forfra, når du leder efter et bestemt citat. Teknik kan desuden svigte, og et batteri, der løber tør midt i svaret, er en dårlig overraskelse.
Endelig ændrer en optager ofte den, der svarer. Nogle bliver forsigtige og taler i formuleringer, de har pudset af på forhånd. Det er værd at vide, før du beslutter dig.
Notesblokken: tæt på samtalen, men skrøbelig
Når du skriver i hånden, tvinges du til at vælge. Du kan ikke nedskrive alt, så du lytter efter det vigtige og opdager undervejs, hvad din historie handler om. Mange deltagere fortæller, at de stiller bedre opfølgende spørgsmål, fordi de har hørt efter med hele hovedet.
Svagheden er præcisionen. Hånden kommer sjældent med, og det, du skriver ned som et citat, er ofte en let omformuleret udgave af det, der blev sagt. I en øvelse, hvor vi sammenligner noter med lydoptagelsen, er forskellene næsten altid større, end deltagerne regner med.
Notesblokken kræver også en form for stenografi, som man ikke har fra start. Mange skriver for langsomt, mister øjenkontakten og får et interview, der føles som en afhøring, fordi blikket er nede i papiret hele tiden.
Til gengæld er blokken diskret, kræver ingen strøm og kan bruges overalt. Den signalerer også, at du tager imod, ikke at du opbevarer.
Hvad vi ser, når deltagerne bytter
I øvelserne lader vi deltagerne interviewe hinanden to gange om samme emne: først med optager, så med blok. Bagefter sammenligner de det, de ville have skrevet, med det, der faktisk blev sagt. Det er lærerigt på begge sider.
Dem, der kun brugte optageren, opdager typisk, at deres spørgsmål var færdigskrevne på forhånd, og at de ikke fulgte spor, der dukkede op. Dem, der kun brugte blokken, opdager, at deres citater skrider, og at de ikke kan være sikre på ordlyden.
Det interessante er, at begge grupper bliver bedre, når de kombinerer. Den, der har lyd som sikkerhedsnet, tør lytte mere, fordi fejlen kan rettes. Den, der har noter, har allerede fundet vinklen, når lyden skal gennemlyttes.
Det er også her, vi taler om korrekt citering: et citat skal gengive meningen og så vidt muligt ordlyden, og alt, der er rettet til, skal du kunne redegøre for over for kilden.
Anbefalingen: optag og skriv få nøgleord
Min anbefaling til de fleste voksne begyndere er at bruge begge dele, men med klare roller. Optageren er dit arkiv og din dokumentation. Blokken er dit værktøj til at lytte. Du skriver ikke sætninger, kun nøgleord, tidspunkter og de spørgsmål, du vil vende tilbage til.
Konkret skriver du et par ord, når der falder en påstand, et tal eller et navn, og du noterer, hvor på optagelsen det sker. Så kan du senere gå direkte til stedet i stedet for at gennemlytte det hele. Det sparer meget tid og giver mere præcise citater.
Hvis du kun kan vælge én ting, så vælg efter situationen. Er interviewet vigtigt, og kan citaterne blive omstridte, så optag. Er samtalen følsom, eller vil kilden tydeligvis tale friere uden en optager, så skriv, og gennemgå dine noter med kilden bagefter.
Uanset valg gælder det samme: forbered dine spørgsmål, men lad dem ikke stå i vejen for det, personen faktisk fortæller dig.
Sådan øver du det hjemmefra
Du behøver ikke et redaktionslokale for at mærke forskellen. Bed en ven eller kollega om ti minutters samtale om et emne, vedkommende kender godt, og gennemfør det to gange med forskellig metode. Skriv bagefter, hvad du husker, før du tjekker det mod optagelsen.
Vær opmærksom på, hvor du mistede tråden, og hvilke spørgsmål du ikke nåede at stille. Det er sjældent selve skrivningen eller selve optagelsen, der er problemet, men hvad de gør ved din opmærksomhed.
Prøv også at citere tre sætninger fra samtalen, først efter hukommelse og noter og derefter efter lyden. Forskellen er den bedste lærer i, hvorfor præcision kræver dokumentation.
På kurset gør vi præcis det i små hold, så du får feedback fra både medstuderende og undervisere, mens øvelsen stadig er frisk.